Fredensborg Kommune søger ny forpagter til Mikkelborg Ishus

Fredensborg Kommune søger en ny forpagter til Mikkelborg Ishus i Mikkelborg Strandpark på Strandvejen 332 i Kokkedal. Forpagtningen udbydes ved åben annoncering, og alle interesserede kan indsende et tilbud.
Kommunen ønsker en forpagter, der kan skabe en bæredygtig og publikumsorienteret drift, som understøtter områdets rekreative anvendelse til gavn for både borgere og besøgende.
Den kommende forpagter overtager driften den 1. november 2026. Aftalen løber i fem år frem til 31. oktober 2031.
Ansøgere skal blandt andet beskrive deres drifts- og forretningskoncept, sortiment, åbningstider samt, hvordan ishuset kan bidrage positivt til området. Derudover skal de oplyse deres bud på den årlige forpagtningsafgift samt dokumentere erfaring og kvalifikationer.
Kommunen vil ved udvælgelsen lægge vægt på økonomi, koncept og kvalitet, størrelsen på forpagtningsafgiften samt realismen og bæredygtigheden i driften. Desuden prioriteres koncepter, der er lokalt forankrede og understøtter strandparkens rekreative formål.
Interesserede har mulighed for at besigtige ishuset den 10. august, inden ansøgningsfristen udløber den 17. august. Den nye forpagter forventes offentliggjort senest den 30. september.
Faktaboks
Mikkelborg Ishus
- Adresse: Mikkelborg Strandpark, Strandvejen 332, 2980 Kokkedal.
- Omfatter en kioskbygning på 27 m² samt tilhørende udeareal.
- Må kun anvendes som kiosk med blandt andet salg af is, snacks, drikkevarer, pølser og sandwich.
- Begrænset udeservering er tilladt.
- Ishuset skal holde lukket mellem kl. 22.00 og 08.00.
Tidsplan
- Besigtigelse: 10. august 2026 kl. 14-15.
- Ansøgningsfrist: 17. august 2026.
- Eventuelle samtaler: Primo september 2026.
- Kontraktindgåelse: Medio september 2026.
- Offentliggørelse af ny forpagter: Senest 30. september 2026.
- Tiltrædelse: 1. november 2026.
Udvælgelseskriterier
- Økonomi.
- Koncept og kvalitet.
- Forpagtningsafgiftens størrelse.
- Realisme og bæredygtighed i driften.
- Lokal forankring og understøttelse af områdets rekreative anvendelse.






Accepter kun nødvendige cookies